Derfor skal du selv riste din kaffe

Den helt store fordel ved at riste kaffe selv er ganske enkelt, at friskristet kaffe smager bedre. En hel del bedre og af en hel del mere, faktisk. Når du selv rister kaffebønnerne er du også selv i fuld kontrol over ristningen og kan bestemme om du vil have lys, mellem eller mørkristet kaffe, og om du vil lave en kaffe med en blanding af forskellige ristegrader eller forskellige typer af kaffebønner - også kaldet en blend.

Når du så har ristet din helt egen kaffe, kan du slappe af og nyde den bedste kop kaffe du nogensinde har smagt. Det er faktisk et løfte. Og det er nemmere end du tror, at riste kaffe derhjemme.

Hvad er fordelene ved selv at riste kaffe?


Der er naturligvis mange fordele ved at riste kaffe selv udover, at man altid er garanteret friskristet kaffe:

Holdbarhed efter ristning


Allerede 3 dage efter kaffebønnerne er ristet, begynder de at miste aroma og smag. Dette skyldes, at smagsstofferne er bundet i olier inde i kaffebønnen, der udvikles under ristningen. Når olierne udsættes for luft (ilt) begynder de at harske, nøjagtig som smør gør det. Og alle ved hvordan gammel, harsk smør smager. Ikke godt. 10 dage efter ristning har kaffen/kaffebønnerne mistet omkring 50 % af deres aroma og smag og får mere og mere bismag af de harske olier. Endnu hurtigere går det, når vi begynder at kværne kaffebønnerne. Så kan det i værste tilfælde dreje sig om minutter, måske timer, før garvede smagerer kan smage iltningsprocessens resultat. I Danmark er det tilladt at sælge ristet kaffe op til 2 år efter ristningen. Derfor er det en helt ny oplevelse at smage rigtig friskristet kaffe. En oplevelse alle kaffedrikkere bør prøve.

Holdbarhed af rå kaffebønner


Rå kaffebønner kan, hvis de er opbevaret korrekt, holde sig i 2 år eller mere uden at miste aroma og smag. Dette skyldes at olierne i de rå bønner endnu ikke er frigivet. Korrekt opbevaring af rå bønner over længere tid skal ske i en åndbar pose/dåse eller lignende. 

Mere kaffe for pengene


Rå kaffebønner er billigere end ristet kaffe. Du kan derfor spare mange penge på kaffe i længden når du rister din egen kaffe derhjemme.

Godt at vide om hjemmeristningens kunst


Rå kaffebønner indeholder cirka 12-15 % vand som fordamper i de første minutter bønnerne ristes. Når dette er sket og kaffebønnernes temperatur stiger, "popper" de, lidt ligesom popcorn og bliver ca. dobbelt så store. Bønnerne skal som minimum ristes til de er poppet 1. gang.

Hvis bønnerne ristes længe nok, for eksempel til espresso, "popper" de 2. gang, dog ikke så kraftigt som 1. gang. Hvis man rister til 2. pop skal man være meget opmærksom, da ristningen sker meget hurtigt herefter med en del røgudvikling til følge. Røgen kommer fra olier i bønnernes skal og er helt normalt.

Som tommelfingerregel kan man sige, at en ristning skal tage cirka 15 minutter. En kortere ristetid betyder mindre krop og dybde i kaffesmagen. Hvis bønnerne bliver færdige på kortere tid, varmer din ovn sikkert mere end du regner med og du skal muligvis skrue lidt ned for temperaturen ved næste ristning. Modsat hvis ristningen varer længere tid.

Husk på at kaffebønner er forskellige alt efter hvor de kommer fra, hvornår de er høstet og hvor gamle de er. Der vil derfor altid være forskel på ristetiden af forskellige kaffebønner.

Eksperter kan mene en masse om hvordan kaffe skal behandles og specielt ristes, men i sidste ende er det forbrugeren og dermed dig der bestemmer hvad der smager godt. Derfor: forsøg dig frem og find den temperatur, tid m.m. der passer dig.

Hvilket udstyr skal jeg bruge for at riste kaffe?


For at riste din egen kaffe kan du bruge en kafferister (enten den populære Gene Café eller den lidt mindre model Café Masy), riste din kaffe i din ovn, på en grill eller sågar i en popcornmaskine. Ønsker du også at drikke kaffen når den er ristet, skal du også bruge:

En kaffekværn
En kaffebrygger
En vægt eller en måleske
 

Vil du riste kaffe hjemme i din ovn, så læs med her.

Vil du riste kaffe med en kafferister, så læs med her.

 

 

FAQ om hjemmeristning af kaffe


Hvad er hjemmeristning af kaffe?


Hjemmeristning af kaffe er når du selv rister dine rå/grønne kaffebønner hjemme i stedet for at købe færdigristet kaffe hos en forhandler. Hjemmeristning af kaffe kan gøres i en ovn, en kafferister, på en grill og sågar i en popcornmaskine. 

Hvilket udstyr skal jeg bruge for at riste kaffe hjemme?


For at riste kaffe hjemme kan du nøjes med din almindelige ovn. Du kan også købe mindre kafferistere som Café Masy og Gene Café. Nogle rister sin kaffe på grillen eller i en popcornmaskine. Derudover skal du også bruge en kaffekværn til at male bønnerne når du er klar til at drikke din friskristet kaffe. En kaffevægt eller en måleske til afmåling - 7 gram malet kaffe eller 10 gram hele bønner pr. kop. Du skal naturligvis også have en kaffebrygger eller en elkedel. En opbevaringsbøtte med ventil, til de færdigristede bønner, er også god at have, så kaffen kan holde sig frisk så lang tid som muligt.

Hvordan rister jeg kaffe hjemme i min ovn? 


At riste kaffe hjemme i sin ovn er nemmere end de fleste tror. Vi har skrevet en komplet risteguide til hjemmeristning i ovn. Her får du en trin-for-trin guide samt billeder til at sammenligne resultater, så du kan se hvordan kaffebønnerne ser ud ved forskellige ristegrader.

Hvad er en risteprofil/ristegrad?


Risteprofiler er en måde at beskrive hvor meget kaffebønnerne er blevet ristet - bedømt på bønnernes farve. Ligeledes kan dette også bruges som angivelse af anbefalede ristninger ved rå kaffebønner.

Hvad er de typiske nybegynderfejl ved kafferistning?


Nogle af de typiske fejl i begyndelsen af hjemmeristningens kunst er blandt andet:

Ikke at holde et skarpt øje med kaffebønnerne 


Efter cirka 10 minutter begynder ristningen at gå rigtig hurtig, og her er det vigtigt at holde øje med farven på kaffebønnerne, så de ikke bliver mørkere end ønsket. Af sikkerhedsmæssige årsager må du heller ikke forlade kafferisteren mens den er i gang. 

Ikke at rengøre udstyret ordentligt 


Kaffe er en følsom drik der kan påvirkes af urenheder eller ophobninger i udstyret der kommer hvis man ikke rengøre sit udstyr regelmæssigt. Det kan for eksempel være kafferester, olierester og andre urenheder, som kan påvirke smagen og aromaen af kaffen. Det kan resultere i, at kaffen kommer til at smage beskidt, bitter eller forvrænget. 

Rengøring er også vigtig for at forlænge levetiden på dit udstyr: Kaffeudstyr kan blive beskadiget over tid, hvis det ikke rengøres regelmæssigt. Ophobning af kafferester og olierester kan blokere ventiler og rør, eller endda ødelægge motoren. Ved regelmæssig rengøring kan man forlænge levetiden på sit udstyr og forhindre, at det går i stykker.

Kan jeg tilsætte aroma til min egen hjemmeristet kaffe?


Du kan sagtens selv tilsætte aroma til din hjemmeristet kaffe. Den smag du ønsker at tilsætte, skal dog tilsættes kaffebønnerne efter ristning, for at få det bedste resultat. Du kan tilsætte forskellige krydderier, urter, frugtskaller, vaniljestænger eller aromaolier. Ved brug af aromaolie skal du være opmærksom på, at bønnerne ikke må blive for olierede, da det kan ødelægge din kaffekværn. Lad dine valgte krydderier m.m. ligge sammen med de ristede kaffebønner i minimum 24 timer, gerne længere - Men prøv dig frem med både mængden af aroma og tiden det tilsættes. 

Hvordan rister jeg nemmest kaffe?


Den nemmeste måde at riste kaffe på, er ved at bruge en kafferister specielt lavet til hjemmeristning. Her kan du for eksempel få den populære Gene Café eller den lidt mindre kafferister Café Masy. Med en kafferister skal du blot følge vejledningen (og med tiden vil du finde dine foretrukne indstillinger) for at få god, hjemmeristet kaffe.

 

Læs risteguiden til at riste kaffe hjemme i ovnen.